+34 633 406 353 & +45 40 17 08 59 [email protected]

Boligkøb i Spanien – at bo i Spanien ?

Hvordan er det egentlig at være flyttet til Spanien og starte som selvstændig ? Et spørgsmål som Brian og jeg ofte bliver spurgt om. Det vil jeg denne gang prøve at give et lille indblik i.

Da jeg i sin tid valgte at takke ja til en 2 årig kontrakt med Danske Bank i London, kom der flere bemærkninger fra omgangskredsen med på vejen. Det var lige fra ”hvor er du sej” til ”hvordan kan du flytte til andet land uden dine børn” etc. Faktum er, at jeg valgte at flytte til London og Brian valgte at flytte til vores hjem her på Costa del Sol. Og så var vi weekend par med en hel del flyvninger igennem et par år.

Efterfølgende valgte jeg som bekendt at flytte direkte videre til vores lille paradis her i Spanien. Igen kom der nye bemærkninger til som ”Godt gået” eller ”hvordan tør du at sige et fast job op i Danske Bank og så starte som selvstændig i et andet land?.

I dette 2020 COVID19 år har jeg da også hen ad vejen haft mange overvejelser om det nu var det rigtige at gøre. Klart – tingene har ligesom været vendt lidt på hovedet. Og fra at have boet adskilt fra min mand i 2 år og så lige pludselig bo og arbejde med ham 24/7 har været en kæmpe omvæltning – men positivt (smil). Særligt med over 2 mdr. i total Corona ned lukning i foråret. Det var jo ikke ligesom en del af planen.

Dagligdagen

Der er flere ting, som trods en Corona tid, er gået rigtig godt i årets løb. Vi har virkelig haft tid til at udvikle vores koncept, fået en række spændende ejendomme til salg samt ikke mindst en masse gode dialoger med købere. Så på den arbejdsmæssige front er vi faktisk rigtig godt tilfredse. Og vi glæder os blot til at se flere hernede i 2021.

Privat har jeg også brugt en hel del tid på at blive skarpere på det spanske sprog. Men hold da op, hvor jeg kæmper. Det er ikke helt så nemt at blive flydende. Det går meget godt med at læse og til dels skrive spansk. Og små daglige samtaler face to face går også okay. Men.. i telefonen er det nu stadig lidt af en udfordring. Særlig hvis vedkommende taler med andalusisk accent. Så, er min standardsætning stadig: ”taler du engelsk” ?

Vi har også været heldige at have haft mulighed for en masse hyggelige frokoster og golf med venner og bekendte, der enten bor her fast eller har taget turen hertil siden i sommers. Det er vi dybt taknemmelige for, når vi nu ikke selv har været den anden vej til DK, bortset fra en lille uge i august.

Samværet med lokale spaniere kunne godt være bedre. Men det tror jeg kommer i takt med, at vi bliver bedre til sproget. Er så heldig, at jeg i et års tid har haft hyret en lokal spansk lærer, Rosana, som nu også er blevet min ven. Det er helt fantastisk og giver så meget indblik i den lokale kultur og adfærd, politik og familie. Nyder hvert et øjeblik med hende og hendes venner.

Det bedste ved at bo i Spanien

Som kold nordbo må jeg starte med at sige ”Vejret”. Jeg elsker at kunne være udenfor hele året uden at skulle iklæde mig alverdens trøjer og støvler. At kunne spille golf hele året uden at fryse og sidde udenfor på en frokost cafe selv i januar måned. Kan også mærke, at kroppen har godt af dette klima. På det punkt savner jeg overhovedet ikke Danmark.

De altid friske lækre råvarer, hvad enten jeg køber dem på landevejens boder eller i supermarkedet. De spanske oliven og den dejlige vin til få euros. Her er der intet at klage over.

Økonomisk er der også en række fordele ved at bo her i Spanien. Moms på madvarer er fx differencieret. På sunde madvarer er momsen kun 8 procent. At købe bil er ca. 1/3 del billigere at købe her i Spanien end i Danmark. Så det er væsentligt billigere at leve i Spanien i forhold til i Danmark.

Som person har jeg altid været enorm struktureret. Tingene skulle helst planlægges og udføres som aftalt i rette orden etc.. Det er jeg sådan set stadigvæk, men.. der er sket en forandring. En frokost må godt tage mere end 30 minutter, og måske er det ikke nødvendigt at starte dagen kl. 07.00 eller omvendt at slutte arbejdsdagen omkring kl. 18.00. Nu er det for mig blevet mere okay at lade dagens timer udvikle sig efter behovet fra mine omgivelser. Svært at forklare – men det kan nok bedst beskrives som, at jeg selv personligt har udviklet mig til at planlægningen behøver ikke at være så stram, som jeg gjorde det til tidligere. Jeg når jo det, som jeg skal alligevel. På udenrigsministeriets hjemmeside beskrives arbejdskulturen meget fint, hvad jeg har måtte sande i min udvikling her i Spanien.

https://spanien.um.dk/da/eksportraadet/spanien-som-marked/forretningskultur/

Det værste ved at bo i Spanien

Hm… Det har nok været mødet med det til tider tunge bureaukrati. Det virker ikke som om, at de offentlige systemer taler sammen. Så der går meget tid med at rende fra det ene offentlige kontor til det andet, når der skal laves noget praktisk. Og selvom der er mange ting, som kan klares digitalt, så er der også mange ting, som kræver personligt fremmøde. Her slår Borger.dk Spanien med flere længder.

At gå til en spansktalende lokallæge er heller ikke nogen god oplevelse, når lægen ikke er villig til at tale bare 2 ord på engelsk. Det er nu lykkedes mig at få skæld ud af min læge 2 gange i telefonen, fordi jeg ikke kan forklare mig godt nok på spansk … suk! Når det så er sagt – så hører jeg kun om gode oplevelser om mødet med det offentlige sygevæsen.

Savnet til Danmark

Vores 2 drenge, svigerdatter og børnebørn. Selvfølgelig. Intet kan beskrive savnet til ens kære. Men vi ved, at de har det godt, klarer sig godt og takket være Messenger / face time – så er afstanden trods alt ikke så stor.

Det lige at kunne kigge forbi venner og familie er også nogle gange en udfordring ved at bo 4 timers flyvetid væk. Der skal lidt mere planlægning og indsatser til løbende at give lyd fra sig. Til gengæld er glæden ved gensyn bare helt fantastisk.

Den danske struktur og det sociale sikkerhedsnet, kan jeg da også af og til savne. Nu har jeg i hele mit arbejdsliv aldrig haft brug for nogen form for social støtte, men lige her i dette år 2020 tænker jeg, at danskerne har været en hel del mere privilegerede end os, der bor i Spanien. Diverse støtteordninger her er vand i forhold til, hvad der har kunnet opnås i Danmark.

Lidt af en kliche, men frisk nybagt groft bagerbrød, lakridser og smørrebrød er også nogle af de ting, som står på ”savne listen”.

Fremtiden

Som der blev sagt i dansk TV forleden – set i forhold til COVID19, er vi i slutningen af en maraton og det er jo det sidste seje træk vi skal igennem. Sådan tænker jeg nu også. Hos Dahl´s Estate ser vi positivt frem mod 2021. Vi har mange henvendelser fra kunder, der glæder sig til at komme herned igen, når der bliver lettet på de forskellige restriktioner og vi nærmer os en vaccine. Boligmarkedet er klart til dig, og det er vi også. Der er gode muligheder for at gøre en god handel. Så vi vælger at have JA hatten på og ser positivt frem til 2021 både arbejdsmæssigt og privat.

Om os

Hasta Luego

Lene