Er du typen, der nyder at udforske forskellige sportsgrene og helst i godt vejr – ja, så har Costa del Sol en del at byde på. Mulighederne er uanede.

De fleste danskere, som kommer hertil for at dyrke de sportslige glæder, er som oftest dem, der elsker at cykle i bjerge (ikke mig) eller dem som nyder de mange smukke golfbaner her på Solkysten (det er mig).  Anbefalinger til cykelruter og golfbaner findes der uendelige af på nettet, så det er kun et spørgsmål om at ”google” sig frem.

I stedet vil jeg denne gang fokusere på nogle af de sportsgrene, som er rigtig meget på vej frem eller bare ikke er så udbredt i Danmark, og som måske kan være en inspiration at få prøvet næste gang turen går til Andalusien.

Padle tennis

Padle tennis er nok en af de mest populære sportsgrene her i Spanien. Det anslås, at padel tennis er den største sportsgren efter fodbold i Spanien. Den første professionelle padelturnering startede i 2005 under navnet Padel Pro Tour (PPT), og i 2012 blev World Padel Tour (WPT) startet. Først i 2018 fik Danmark et landshold indenfor Padel. Jeg kan læse mig til, at sporten i den grad har fremgang i Danmark.

I mange urbanisationer / ejerforeninger her på Solkysten, er der padlebaner til glæde for foreningens beboere. Så syntes du også, at det er en sjov sport – så er mulighederne uendelige her på Solkysten. Faciliteterne er ”top dollar”. Og en hel del sjovere at spille her i Solens syd udenfor i januar måned end indenfor i en sportshal i Danmark.

Vil du vide mere om padle og reglerne – så se her: Hvad er padel (danskpadelforbund.dk)

Vandsport

Med en kæmpe kystlinje ud til Middelhavet, er der ikke grænser for hvor mange mulige fritidsaktiviteter, der kan foretages på vandet.

Her tilbydes alt fra leje af mindre både, heldagsture på havet, fisketure, vandski etc..

Jeg læste for nylig om nogle vandsportsmuligheder, som dog  kræver noget mod og vandsport erfaring. Ikke lige noget for en ”kylling” som mig, men jeg tror den yngre generation vil syntes, at det er fantastisk.

  • Kitesurfing, wind surfing mv.

Det bedste sted at dyrke denne ekstrem sport er Tarifa. Tarifa - Wikipedia, den frie encyklopædi Her blæser det nok til, at de dygtigste kan opnå hastigheder på 80 km i timen og springe ud i luften for at udføre saltoer og manøvrer op til 40 meter over vandoverfladen. (okay – her springer jeg lige over).

  • Wakeboarding

Det er en sportsgren som nok er den hurtigst voksende vandsport i verden. Det er en kombination af snowboarding, vandski og skateboarding. Andalusien har det perfekte klima og omgivelser til at denne sportsgren kan dyrkes hele året. Selve wakeboardet er som et lille surfbræt og har fodstropper monteret på oversiden. Med de rigtige bølger kan du hoppe 25 meter over vandet. Hvis du kan stå på vandski, skal du prøve wakeboarding for at få en endnu større udfordring og oplevelse.

  • Canyoning

Denne aktivitet står højt på min ønskeliste. Jeg håber at kunne lokke vores drenge med på sådan en tur, næste gang de kommer til Spanien.

Det er en aktivitet som er en kombination af gåture, klatring, spring, rappelling og svømning i floder og vandfald. Andalusien, med sine mange bjergkæder og floder har adskillige steder, hvor du kan lave canyoning – navnet er på spansk ”barranquismo”. Stederne for sporten er i og omkring flodkløfter, der er forbundet med vandløb og slisker, som du glider nedad i klart vand. Forestil dig et vandland, som er skåret ud af klipper af naturen. Kløfterne varierer fra vanskelige til meget let eller ekstremt vanskelige. Men det handler først og fremmest om at nyde omgivelserne og have det sjovt samt at være tæt på naturen snarere end den fysiske udfordring. Det anbefales overordnet at tage turen med en uddannet guide i en organiseret gruppe, så du også får lejet det rigtige udstyr til at tage turen med.

Er du til heste og ridesport i naturen ?

Andalusien har en lang historik og kultur indenfor ridning. Flere gårde tilbyder dagspakker med mulighed for en temmelig lang ridetur i de smukke landskaber (og næsten garanteret ondt i bagdelen næste dag – blot bonus info).

Personlig kan jeg godt lide ideen om et dagsbesøg på sådan en gård. Op på hesten for at nyde de maleriske omgivelser i nationalparkerne. Og er det samtidig en gård, som dyrker den liberianske gris – så er der nok også lidt smagsprøver på chorizo, salsichon, morcilla mv. under skyggen af et egetræ, mens hesten får en slapper. Og så kan man jo skylle efter med en god lokal sherry.  Jo…, det må prøves en dag. Er dog ikke sikker på, at Brian kan lokkes med her, men så det jo heldigt, at jeg kender så mange skønne kvinder, der måske kan overtales.

Vandreture i de Andalusiske bjerge

At gå tur i bjergene er jo balsam for sjælen. Personligt er det en af mine yndlings aktiviteter at gå en lang søndagstur i bjergene.  Link til tripadvisor for de 10 bedste ruter ifølge dem. THE 10 BEST Costa del Sol Hiking Trails (with Photos) - Tripadvisor. Pak en rygsæk med lidt sandwich, masser af vand og så kom ud over stepperne. Det kan kun gå for langsomt. Skøn dagsaktivitet for hele familien.

Når jeg ikke har travlt med al den sport.

For os der bor og arbejder her, så er det for det meste i weekenderne, at vi prøver de mange aktiviteter af. Vi har i hverdagen travlt igen efter en Corona tørke. Det er helt fantastisk og dejligt at se både gamle og nye venner her på Solkysten. Vi kan tydelig mærke, at mange atter har mod på at rejse og købe bolig igen. Står du med tanker om køb af bolig her på Solkysten, så tøv ikke med at tage fat i mig eller en af mine kollegaer. Vi er lige her: https://dahlsestate.com/da/om-os/

Hasta pronto

Lene