Så går vi efteråret i møde. Og set med ejendomsmægler øjne en kommende højsæson.

Interessen for at købe bolig her på solkysten er vedvarende høj. Det giver lidt udfordringer på udbuddet af det, som der efterspørges på. Det vil sige, at priserne holder niveauet med fortsat opadgående tendens på de gode enheder. Og så vil den kvikke læser nok tænke – hvad er så de dårlige enheder?

Godt spørgsmål – for smag er jo altid subjektiv. Men det som jeg hører efterspørgsel på, er typisk:

  • Udsigt til middelhavet
  • Ikke for langt til nærmeste by / restauranter
  • Stor terrasse
  • I god stand
  • 2 til 4 soveværelser

Og det er nogenlunde de samme kriterier om det er hus eller lejlighed, der efterspørges på.

At købe bolig hvad enten det er i Danmark eller her i sydens sol kræver altid en form for kompromis. Det perfekte findes ikke. Det som er vigtigt at blive afklaret med er – hvor vil man ikke gå på kompromis? Og den afklaring kan man sjældent gøre hjemmefra i Danmark. Det giver først mening, når man står hernede og mærker stemningen på de enkelte enheder. Og så er der selvfølgelig lige den væsentlige faktor, som hedder budgettet. For det er nemt nok at finde noget nær det perfekte, hvis budgettet ikke er en udfordring. Men for de fleste er der trods alt en ramme, og der er så kunsten at holde sig inden for den.

Tilbage til status. Nykredit skrev for nylig denne analyse af deres syn på boligmarkedet: Boligmarkedet netop nu – i Danmark, Spanien og Frankrig (nykredit.dk)

Prismæssigt i mit lokale område her i Malaga provinsen er priserne siden 1. januar steget 4,7%. Og det er jo et stort område. Så dykker jeg ned i den kommune, hvor jeg bor privat Benahavis – der er priserne steget med 3%. Nabokommunen I Marbella med 5,7%. Ser jeg tilbage på siden august 2023 er pristigningerne +14,5%.

Turistudlejning

Som gammel bankpige, så kender jeg jo alt til den gode gamle kreditregel om ikke at købe en fritidsbolig med henblik på afhængighed af boligudlejning. Den regel tænker jeg stadig holder. Rigtig mange af mine kunder vil ofte gerne supplere glæden ved at have sin egen bolig med lidt lejeindtægter i de perioder som de ikke selv vil bruge boligen i. Og det er fair nok, blot økonomien ikke skal være afhængig af lejeindtægten. For lige nu er der rigtig meget som rører sig hos politikerne omkring boligudlejning og turistlicenser her på solkysten. Så læg et budget uden lejeindtægter, og glæd dig, hvis det lykkedes med gode lejeindtægter.

Som ejendomsmægler er det vildt frustrerende at gennemskue hvad vej vinden blæser på det lovgivingsområde pt. Politikerne siger et, men effektuerer det ikke rigtig. Og kommunerne indbyrdes i provinsen er heller ikke helt enige om, hvilke regler som skal gælde fremover. Så lidt af en udfordring at navigere i, når man nu gerne vil give en ordentlig rådgivning til sine kunder.

Telefonen er åbent

Alt i alt - Med den fortsatte store efterspørgsel – så kan det være en god investering at købe bolig her på solkysten. Og det hjælper jeg og mine kollegaer hellere end gerne med. Telefonen er altid åben på +34 633 406 353 eller +45 26 46 17 60. Du er også altid velkommen til at sende en mail på [email protected].

 

Hasta pronto

Lene