At læse danske nyheder i denne tid er ikke ligefrem nogen humørbooster. Det virker som om, at den danske presse nærmest konkurrerer indbyrdes om, hvor negativ et samfundssyn danskerne kan få. Situationen i verden er alvorlig, men vi skal også huske at nyde de gode stunder. Så jeg tænker at forholde mig til noget positivt og tænke på alle de mange fridage, som den spanske kalender byder på i dette efterår. Og hvis der er noget som spanierne er rigtig gode til - så er det at være nærværende i nuet og nyde de gode stunder med familie og venner.
I modsætning til Danmark, hvor de fleste danskere nyder godt af ekstra ”ferie/fridage” om foråret, så er det her i de næste efterårsmåneder, hvor vi har ekstra fridage at se frem til her i solen.
En stor dag her i Spanien, står foran os i næste uge.
Onsdag d. 12 oktober – Fiesta Nacional de España (Spaniens nationaldag)
Fiesta Nacional de Espana er en spansk højtid, der fejres for at ære Spaniens historie og for at anerkende og værdsætte alt, hvad landet har opnået plus hvad Spanien ønsker at opnå i fremtiden. I den spanske forfatning står der bl.a: Den 12. oktober, symboliserer dagen hvor Spanien skaber opførelsen af den kulturelle og politiske mangfoldighed, der integrerer kongeriget Spanien med sproglig og kulturel udbredelse af monarkiet ud over de europæiske grænser.
Det betyder, at i næste uge vil der være masser af fest og arrangementer i de lokale byer over hele Spanien. Glæd dig – det er altid en oplevelse.
Brian og jeg har tilfældigvis planlagt at tage et par dage til Madrid, og jeg har det som et lille barn der ikke kan vente til juleaften – så glad for vores timing og glæder mig til at opleve et festligt Madrid med kæmpe parader. Jeg lover at tage en masse lækre billeder undervejs til de sociale medier og online streame på vores Instragram site – Dahls Estate. Er du nysgerrig, så kan du lige tjekke dette her klip ud fra tidligere fejring i Madrid.
Fejringen af Spaniens nationaldag kan opleves over hele Spanien gennem mange offentlige arrangement og private fester. Den største fejring afholdes i Madrid med en stor militærparade. Både kongen og premierministeren deltager i fejringen i Madrid. Men stort set alle større og mindre spanske byer har en slags parade, enten religiøse eller civile parader, der går gennem byens centrum eller en anden form for lokal fejring.
Rundt omkring i Spanien, afholdes også et spektakulært luftshow af luftvåbenets akrobater ”Patrulla Aguila”. Det kan ses på flere af de store spanske TV kanaler.
Alle offentlige kontorer og de fleste forretninger/supermarkeder holder lukket, og vi ser ofte at mange spaniere holder en ”miniferie” i løbet af næste uge. Så kan du ikke få fat i dine sædvanlige spanskboende kontaktpersoner, så kender du hermed årsagen.
Dia de la Hispanidad
Som en del af Spaniens nationaldag, er der også fejring af Columbus dag. Dagen er en fejring af alle spansktalende mennesker i verden og deres fælles arv og kultur. D. 12. oktober 1492 landede Christopher Columbus i Amerika. Hans rejse førte til stor rigdom og grundlæggelsen af det spanske imperium. I det 16. århundrede begyndte så Spaniens kolonisering af den nye verden. Med andre ord, en vigtig milepæl for spanierne og deres verdslige arv. I de latinamerikanske lande, vil nogle nok i den forbindelse tænke det som en ”sorgens dag”. Men det er en helt anden betragtning, som jeg vil undlade at kommentere yderligere.
Ses vi snart på Solkysten?
Som jeg indledte med – så er jeg ikke uvidende om de daglige negative overskrifter fra den danske presse. Også de negative meldinger på det danske boligmarked. Helt samme oplevelse har vi ikke indtil nu oplevet her på Solkysten. Det er tydeligt, at markedet ikke er afhængigt af ”kun” et lands økonomi og sortsyn.
Er du nysgerrig på at høre mere om køb eller salg af bolig på Solkysten – så er vi hos Dahls Estate altid klar til seriøst at rådgive dig hele vejen i processerne. Hos Dahls Estate vil du altid udelukkende møde uddannede ejendomsmæglere. Glæder os til at vi ses. Spørgsmål ? Ring gerne på +34 633 406 353.
Hasta pronto
Lene