Normalt er foråret min absolutte ynglings årstid. Dette uanset, hvor i verden jeg har befundet mig. Hvert land har sin charme, når varmen begynder at tage fat og de smukkeste blomster og træer springer ud. Her i Spanien starter det som regel allerede i februar. Og vi nåede da også inden Lock Down, at glæde os over alle de smukke mandeltræer som sprang ud.
Og derfra... Tja, så er foråret nærmest passeret fra udsigten af terrassen, dog med skøn fuglefløjten.
Efter 7 uger i karantæne her i Spanien, begynder det endelig at lysne forude. Fra på lørdag må vi få lov at komme ud og gå en tur, dog med en del begrænsninger som jeg ikke skal trætte jer med her i bloggen. Det positive er, at langt om længe er der håb for at få lidt af vores frihed langsomt tilbage igen. Og lige præcis det håb har vi brug for, ikke mindst og måske især fordi, det nu ser ud til at den gennemgribende Lock Down har haft den ønskede effekt med langt færre smittede og endnu bedre et markant fald af døde, som ofre for Covid-19.
Som person har jeg altid brændt for at gå på arbejde. Det er en kæmpe del af min identitet. Og når man så lige pludselig ikke kan gøre det, som giver indhold i en hverdag – hvad så ? Jeg må indrømme at ordsproget ”lediggang er roden til alt ondt” holder. Og tingene er begyndt at tage den tid de nu engang tager. Stress er helt udgået af ordforrådet.
Drømme
Til gengæld er der kommet andre drømme på paletten. Drømme om alt det, som vi skal igang med når der kommer en ny ”normal” hverdag. Noget så banal som at sætte vækkeuret for at stå op og starte dagens arbejde, at have frihed til at tage hen, hvor det passer os . Og ikke mindst – at få friheden til at kunne bestille en flybillet til Danmark og fluks komme hjemme og kramme vores børn og børnebørn. Alt sammen ting, som vi tog for ganske givet for få måneder siden.
Hvilket Spanien vi så kommer ud til, står lige nu i det uvisse. Gad vist, hvor mange selvstændige og lønmodtagere som ren faktisk kan komme tilbage, når vi får "new normal". Konsekvenserne af denne Lock Down er i skrivende stund uoverskuelige. Rigtig mange her på Costa del Sol er afhængige af turister. Rigtig mange restauranter er drevet af familier, hvis samlede økonomi er afhængige af indtægter fra turister og lokale. Rigtig mange, også danske residents, er afhængige af boligmarkedet lige fra udlejning, rengøring, køb og salg m.v. Kan måneders manglende indtægter rette op på en i forvejen svær situation? Og er der økonomi til i det hele taget at genstarte for de enkelte familier? Faktum er, så længe grænserne er lukkede, så længe vil rigtig mange erhvervsaktive have det svært ved at få økonomien til at hænge sammen, hvad enten de er selvstændige eller lønmodtagere i jobs som er afhængig af et åbent samfund.
Det fortabte forår
Tilbage til det fortabte forår og drømmene om alle de smukke ting her i provinsen, som jeg vil prioriotere at komme ud og se, indtil vi atter kan møde kunder igen. Andalusien er jo kendt for ”puebloernes” provins, hvor livets krydderi er enkelthed, fred og ro og gæstfrihed. Jeg har set meget af Andalusinen, men tror at denne gang bliver det med helt nye øjne og nydelse.
Listen er allerede lang med de mange ”nye” naturoplevelser som vi skal ud og opleve i perioden med ”new normal” i Spanien. Hvis vi er heldige, kan vi få lov at køre 2 i bilen fra d. 11. maj. Dog kun i den provins, hvor vi bor – dvs. Malaga provinsen. Men.. det er også helt fint til at starte med. Alene det, at få noget frihed igen er helt ubeskriveligt.
Venner
Til mine danske venner – for første gang i mit liv og forhåbentlig også sidste gang må jeg erkende, at Spanien har ikke været den bedste oplevelse i dette forår. Det har været hård kost at være lukket inde i sit hjem i 7 uger. Og ikke mindst de bekymringer om nærmeste fremtid, som jeg tænker alle gør sig i denne tid. Der har været dage med smil, med nedtrykthed, savn, bekymringer på egne og andres vegne. Og heldigvis også håb og troen på at det skal nok løse sig hen ad vejen. Spanien har langsomt "rejst" sig efter finanskrisen - det tog godt 8-10 år. Det er mit håb og tro, at så lang tid vil der ikke gå denne gang. Måske jeg er naiv og optimistisk - men uden én eller anden form for "Ja hat", så sker der jo slet ikke noget. Og jeg tror, at alle her i dette smukke land, vil gøre deres ypperste for at kæmpe sig tilbage så hurtigt det overhovedet er muligt. Og med noget hjælp fra landets regering med reformer, der kan skabe noget fremdrift. Jeg håber og beder til, at de mange hårdt ramte spanske familier igen kan få en normal hverdag og vi atter vil opleve den spanske gæstfrihed, hvor livet leves - ikke der hjemme - men i byen, på stranden og de små barer, der hvor spanierne er vant til at leve deres liv.
Når det så er sagt – så glæder jeg mig til at se jer alle hernede igen, når grænserne bliver åbnet. Og det er mit dybeste håb, at alle jer som også elsker at komme til Spanien, ren faktisk kan komme herned i hvert fald hen over efteråret. Og så dermed støtte vores elskede Spanien og de mange lokale, som hver eneste dag kæmper en kamp for at gøre livet dejligt for alle turister. Jeg glæder mig til at vise jer det Spanien jeg elsker og forhåbentlig igen kan hjælpe mange af jer, med at finde jeres sted på Costa del Sol.
Indtil da, vil jeg sammen med Brian nyde naturen og årstiden her i vores skønne Spanien. Og første tur starter i vores lokale bjerglandskaber!
Hasta pronto
Lene
